onsdag den 25. april 2012

Jeg havde tænkt, at jeg ville skrive lidt her om min kamp mod diabetes 2.
Lige nu er jeg træt. Rigtig rigtig træt. Jeg har lyst til at gå i seng, men klokken er kun 18 og det er alligevel for tidligt. I dag er dag 3 med diabetes og dag 2 uden sukker og på en form for slankekur, selvom jeg ellers ikke har det særlig godt med slankekure. Jeg har virkelig nydt ikke at være på slankekur i et par år (og har jo sjovt nok tabt mig knap 10 kg uden at være på slankekur). Men turnuslægen fortalte mig, at et vægttab på 3 kg vil have afgørende effekt på min diabetes.

Så vidt jeg har forstået: Insulin transporterer kulhydrater til kroppens celler. Hvis der er problemer med at producere nok insulin, kan man få sukkersyge. Og hvis man taber sig, så er der mindre krop for insulinen at trasnportere til, og det er godt.

Giver det mening? Det gælder diabetes to og jeg har læst det i den meget inspirerende køkkenbog Det Helbredende Køkken, der faktisk er på tilbud i netto til 95 kr i denne uge :-)

Efter aftale med turnuslægen sætter jeg ind to steder: Kost og motion.
Med hensyn til kosten er der primært kun to steder, han ønskede at jeg satte ind. For jo mere man gaber over, jo større chance er der for at knække nakken. Jeg har bare lidt svært ved at nøjes med to ting. Og jeg er rigtig bange for at 'knække nakken'. Eller fejle, for at lyde mindre dramatisk. Og det er forresten OK at fejle, siger jeg til mig selv. Bare fordi jeg ikke går i seng som en vægtvogter, kan jeg godt stå op som en vægtvogter (ja, jeg har også været på slankekur med vægtvogterne).

Men de to steder lægen gerne vil have jeg sætter ind kostmæssigt er sodavand og alkohol.
Sodavand: Jeg elsker cola. Jeg elsker fucking coca cola. Jeg vil giftes med coca cola, jeg vil bade i coca cola, jeg vil ligge i et kar af coca cola og lade den liflige syre brænde mig langsomt i stykker, ligesom den har gjort med mine tænder (den og de ti år med bulimi). Jeg elsker coca cola. Og jeg vil gerne gå ned fra de 2 liter om ugen til 0,5 liter om ugen. Men selv det vil ødelægge mit blodsukker, siger han.

Nå.

Så det vil det. Men så skal jeg jo helt lade være?
Nej ikke nødvendigvis. Fordi min læge siger, at jeg faktisk gerne må drikke mellem 80 og 120 ml coca cola om dagen fem dage om ugen. Hvaba? Må jeg det? Fedt! Jeg er på udkig efter de helt små dåser coca cola, som man kan få på fly til en ublu pris. Sig til hvis I ser nogle. Hell, køb bare nogle til mig med det samme, hvis det er det du vil. Jeg skal nok aftage dem.

Alkohol: Åh du næsten ligeså liflige væske.
Jeg er jo en livsnyder. Livs-nyder. Liv-snyder. Livsnyder. Det gælder så også alkohol. Der er intet bedre end fyraftensøl med gode venner og dejlige kollegaer. To kolde øl og alt er godt. Fem kolde øl og jeg er en verdenskvinde uden lige. Syv øl og jeg er kongen af verden. Og så burde jeg jo egentlig gå hjem. Hæ. Fredagsdronning af Halvvejen, det' mig. Det siger Morten selv.

Nå men nu må jeg altså kun drikke fem genstande af gangen, sagde turnuslægen.
hahaha, så sad jeg ellers der og lo og spurgte om han sagde 'femten genstande'.
Men nej. Fem.

Fem. Det er tre store fadøl.

Det gode ved de her to indsatser er, at jeg hurtigt burde kunne mærke en fremgang. Det synes jeg allerede jeg kan bare ved at have skåret sukkeret væk i disse to dage som sukkersyg.

Sukkersyg. Smag lige på ordet engang. Sukkersyg. Syg af sukker. Det er sgu så sandt.

Åh ja, fordelen. Fordelen ved fx at skære ned på sodavand (og sukker generelt) er jo, at jeg faktisk får mere energi og en mere stabil energi i længden. Fordelen ved at skære ned på alkohol er, at jeg får mindre fedt (det feder åbenbart ligeså meget som almindelig fedt), at jeg nemmere kan mærke hvordan jeg har det, fordi jeg ikke drikker mig i hegnet (jeg vil dog have lov en gang i mellem) og at jeg får færre tømmermænd.

Efter min fødselsdag havde jeg det rigtig rigtig dårligt. Jeg vågnede mandag og var helt væk mentalt og fysisk. Jeg var tilstede, men jeg følte mig som trukket ind i en skal. Jeg kunne ingenting. Jeg lå i min seng og kunne knap nok trække vejret. Jeg følte, at hvis jeg tvang mig op og tog på arbejde, så ville jeg kolapse inde på Nørreport. Jeg skammede mig. Jeg troede det var verdens værste tømmermænd. Jeg syntes, det var så pinligt. Jeg sygemeldte mig. Dagen efter var jeg stadig skidt, men havde det lidt bedre. Jeg tog på arbejde. Jeg troede, jeg skulle  besvime. Jeg måtte stå af cyklen og trække et stykke, fordi jeg troede, jeg skulle falde om. Jeg tænkte at det nok var d-vitaminmanglen som før. Jeg spekulerede på om jeg var blevet gravid på trods af, at jeg lige havde haft min menstruation og bruger beskyttelse. Jeg tog med meget dårlige nerver to graviditetstests, der begge var negative. (Godt). Og så tog jeg til lægen.

Og så er det sukkersyge. Og nu skal jeg til at passe på mig selv. Jeg har været sukkerfri i to dage. (også alkoholfri, men det giver sig selv). Jeg fortsætter med at cykle en halv time til og fra arbejde. Og jeg skal til at dyrke 3 x 30 minutters intensiv motion om ugen.

Her på falderebet vil jeg nævne, at jeg udover sukkersygen og d-vitaminmanglen, har det godt. Blodtryk fint, hjertet fint, kolestoroltallet er fint, blodpladerne er fine, ingen tegn på infektion i kroppen osv.

Ps det giver bare så meget mening nu, at jeg har været så træt. Endelig er jeg træt med god samvittighed. Og snart bliver det bedre.

ps har I erfaringer med at skære sukkeret fra jeres liv? hvilke erfaringer har I?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar